 |
Hæklet etui med bobler - passer til iPad med tastatur-cover, opskriften finder du her |
Kender I det, at man sommetider tager sig selv i at bande og svovle så meget, at kæresten/moderen/veninden udbryder: "Du synes vel det er sjovt, ikke?". Det sker gerne i situationer, hvor jeg brokker mig over, at noget ikke lige bliver, som jeg ville have det, eller når garnet filtrer sammen, eller når jeg hækler forkert, eller når jeg løber tør for garn og farven ikke lige er til at finde igen, eller... Ja, jeg kunne blive ved. Derfor titlen
Hate på hobbyen. Jeg ved, at min kæreste synes, at det er hyggeligt, når jeg sidder og nørkler på sofaen, mens jeg sluger den ene serie efter den anden, eller når Isabella og jeg mødes til en af vores utallige hæklehygge-cafédates. Men jeg kan sgu godt forstå ham, hvis han ind i mellem tænker: Hvis du synes det er så frustrerende, så læg det dog fra dig, kvinde! :)
Sådan har det lidt været med det her projekt: Jeg begik den ultra dumme fejl, at jeg ikke målte mit arbejde løbende og i stedet fortsatte ud fra de fingre-målinger, jeg havde foretaget, før jeg gik i gang. Først til slut målte jeg og kunne så konstatere, at det var alt, alt for småt. Længden var jo intet problem - jeg kunne bare tilføje rækker. Men bredden var jo umulig at rette. Jeg forsøgte mig med lidt forskellige rettelser - blandt andet lavede jeg en ramme om det, altså hæklede en bredere bagside, som så gik lidt op i kanterne - men som I kan se længere nede var det ikke lige det smukkeste resultat. Det var lidt ærgerligt, at det krævede så mange omveje - men jeg havde jo heldigvis kun mig selv at blame. Og fraset de nævnte problemer var det faktisk et ret hyggeligt projekt - og da jeg så startede forfra, blev det som jeg ønskede, og jeg er faktisk rigtig godt tilfreds med resultatet og har glædet mig sådan til at vise jer det - SÅ NU blev det endelig til et hæklet iPad-etui med et træ af bobler på forsiden og fastmasker på bagsiden - præcis som jeg havde forestillet mig. Etuiet er en gave til svigermor, og som ikke bare er hæklet af hendes svigerdatter, men også designet af sønnen - min kæreste har nemlig været så sød at pixel-tegne et træ for mig, som jeg kunne hækle efter. Det er nok ikke sidste gang, jeg beder ham tegne noget til mine hækleprojekter, men lige nu er jeg nok lidt mæt af bobler ;) Har du mod på at boble løs, så kan du finde vejledningen til dette sleeve liger
her.
 |
Det endelige resultat :) |
 |
Jeg har monteret et par tryklåse på midten af kanten for at være sikker på, iPad'en ikke glider ud, når hun er på farten :) |
 |
Sådan blev resultatet med det lille træ med "rammen" rundt om - jeg var ikke helt tilfreds, så jeg pillede op igen og startede forfra ... på det hele!
|
Hvor er den flot lavet! Tak for en masse gode ideer til hækling :)
SvarSletMange tak. Og dejligt at høre, at bloggen tjener sit formål - nemlig at inspirere :)
Slet