![]() |
Christian og Jakob kaster sten i vandet, mens moren tager billeder og kommer med irriterende og indlysende tilråb som f.eks.: "Lad være med at falde i vandet!" |
Hvorom alting er, så har jeg i løbet af de sidste par dage været i gang med at hækle og købe ind til en lille værting/housewarming/fødselsdagsgave (jo flere fluer med ét smæk, jo bedre!): en pakke med blå ting, som både kan pynte, være til nytte og sætte lidt præg på det nye hjem. Idéen med at give en gave i farve-tema kommer faktisk fra Camilla Maria aka My:minMy, som Rosa og jeg følger på bl.a. instagram. Her har hun i den sidste uges tid vist sit smukke og super stilfulde hjem frem og den "gule tråd", som går igennem det; en gul lampe her, to mere dér, et gult gulv, en gul dør - alt sammen under hashtag #gulrundvisning (hvis du skulle ha' lyst til at lure med). Så da jeg var på rov efter nips og pynt i Søstrene Grene, faldt jeg over en masse fine ting i de helt samme nuancer af blå, som jeg allerede havde udvalgt til at lave grydelapper af - PERFEKT!
Servietter, karklud, indkøbsnet og kopper fra Søstrene Grene. Den lille lanterne (og polettterne) er fra Netto. Opskrift på grydelapper finder du HER. |
Grydelapperne, som meget passende forestiller små huse, har jeg lavet efter Kathrines opskrift, som I finder lige HER. Dog har jeg lavet dem lidt mindre, fordi tiden var en anelse knap. De har dog stadig en helt udmærket størrelse, synes jeg, selvom selve firkanten kun måler 10 rækker à 10 bobler - dog må jeg til næste gang huske på, at lave et ulige antal bobler pr række (ligesom i original-opskriften), så "taget" kommer til at sidde lidt mere symmetrisk.
Jeg havde også lidt svært ved at lave indtagninger til "taget" og kunne ikke helt finde ud af opskriften, nok fordi jeg er en af de dér typer, der skal have skåret ud i pap. Derfor fandt jeg ud af at gøre det på en lidt anderledes måde... Jeg huskede (for en gangs skyld) at notere, hvad jeg gjorde, men eftersom taget er blevet lidt skævt, vil jeg indtil videre holde det for mig selv. Jeg ved nemlig, at Rosa også er i gang med et par grydelapper til sig selv af samme slags - og i samme størrelse som originalen - så afhængig af, om hun også får problemer med "tagene", kan vi måske strikke en "DIY for dummies" sammen til, hvordan indtagninger i toppen laves.
Fortsat god aften derude!
//Isabella.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar